Et bidrag til diskussion og analyse af den bibliometriske forskningsindikator i Danmark.

Denne side er endnu under opbygning.

Fordele

• Som led i argumentationen for indførelsen lå primært et ønske fra politisk hold om at universiteterne, hvis de skulle have flere basismidler, da skulle have tildelt disse "efter kvalitet" mht. deres ydelser indenfor forskning, undervisning, erhvervssamarbejder (videnspredning), patenter, evne til at tiltrække eksterne midler, og formidling, og man forestillede sig forskellige indikatorer for hver af disse ydelser. Universiteterne skulle altså konkurrere indbyrdes om de ekstra penge. Ved en sådan model for "konkurrenceudsættelse" ville fordelingen af penge til de enkelte universiteter foregå efter klare kriterier, og man ville komme ud over historisk begrundede skævheder fx mellem de gamle og de nye universiteter.

 • En samlet forskningsindikator ville medvirke til at synliggøre og lette adgangen til al forskning, ikke mindst på de humanistiske og samfundsvidenskabelige områder.

• "Desuden skal indikatoren være med til at motivere forskere inden for alle områder til at udgive i de mest anerkendte og mest prestigefyldte udgivelseskanaler." (cit. fra ministeriets side for indikaoren).

Ulemper / problemer 

• Modellen - som oprindeligt er tænkt som middel til konkurrenceudsættelse af basismidler - skal måle output pr. universitet og belønne herefter, men det er ikke dokumenteret og der er ingen stærke grunde til at tro, at øget konkurrence mellem universitetene på de vilkår modellen medfører styrker forskningen generelt, fx dens mangfoldighed (på et økonomisk marked konkurrerer producenterne jo også på nicheprodukter).

• Modellen vil ikke "kun" være et teknisk-økonomisk redskab til allokering af ressourcer, men er tænkt adfærdsregulerende på niveauet for den forskning der udføres. Den er dermed et inddirekte indgreb i den akademiske frihed til at publicere i de tidskrifter, som forskerne selv finder relevante. Formelt kan forskerne fortsat publicere hvor de vil, men reelt vil deres ledere (institutledere, dekaner etc.) snart ånde dem i nakken hvis de i for høj grad ikke får ders ting ud i de 20 % højniveau tidskrifter, som står anført i modellens "autoritetslister" og som giver særligt mange point. - Men skal staten (Forsknings- og Innonationsstyrelsen) have autoritet over hvor den fri forskning kommunikerer sine resultater til det videnskabelige samfund?

• Selve modellens logik er inkonsistent og hviler på uholdbare antagelser: (1) Forskningsindikatorens to niveauer for tidskrifter antager, at disse klart kan skelnes efter kvalitet, men for det første kan forskningens kvalitet aldrig pålideligt måles blot ud fra den kanal den publiceres i, og for det andet varierer betydningen af en kommunikationskanal fra ét videnskabeligt speciale til et andet, dvs. hvad der for en faggruppe vil fremstå som et vigtigt tidskrift på højt niveau, vil for en anden faggruppes forskere fremstå som et mindre vigtigt tidskrift hvor fx højst anmeldelser eller mindre notitser publiceres. Alligevel gælder i modellen et tidskrifts tildelte niveau universelt. (2) Det antages at der indenfor et fagområde vil være konsensus om hvorvidt et tidskrift af fagområdets forskere anses som absolut førende; en sådan konsensus findes ofte ikke generelt. (3) Det antages, at der er sammenfald mellem at et tidskrift er vurderes som førende (niveau 2) og at der ialt er 20% af fagområdets samlede antal artikler, der publiceres af tidskrifter, som vurderes til niveau 2. Et sådan sammenfald er undtagelsen. Når kravet om at niveau-2 tidskrifter kun må stå for max. 20% af verdensproduktionen trumfes igennem, falder kriteriet om at de tidskrifter, der falder i denne gruppe, kvalitativt adskiller sig fra niveau-1 tidskrifter.

• Et af problemerne er faggruppernes definition og afgrænsning hvor hver af de 68 faggrupper dækker ret brede områder med en række forskellige videnskabelige specialer. Mange videnskabelige specialer får således ingen eller ret få relevante niveau 2 tidskrifter at publicere i. Det gør modellens forestilling om sammenfald mellem reglen om at niveau 2 tidskrifter skal repræsentere de absolut førende tidskrifter på feltet, og reglen om at niveau 2 tidskrifter ialt for hver faggruppe kun må udgøre 20 % af verdensproduktionen temmelig problematisk.

• Tanken om at forskningsindikatoren skal "være med til at motivere forskere inden for alle områder til at udgive i de mest anerkendte og mest prestigefyldte udgivelseskanaler" virker besynderlig al den stund at denne motivation allerede ligger dybt i selve de normer, der gælder for universiteternes grundforskning, indikator eller ej. At det er et målesystem, der skal få forskerne til at søge at udgive i prestigefyldte tidsskrifter virker nærmest krænkende på den videnskabelige selvforståelse, da det insinuerer, at forskerne ikke allerede i tilstrækkelig grad går efter at opnå faglig og videnskabelig anerkendelse.

• Det er endnu uklart hvor stor en del af de samlede midler til universiteternes forskning, der efter indfasningen og de første prøveår skal fordeles, men det kan frygtes, at man langsomt vil skrue op for dens betydning og omlægge alle basismidler til "konkurrenceudsatte", og at dens virkninger allerede vil vise sig at have negative adfærdskonsekvenser på forskningens publikationsmønstre generelt, også selvom kun en mindre del af midlerne fordeles efter den.

• Faggruppernes rolle som givende indikatoren politisk legitimitet er i sig selv et problem. Der er grund til at understrege, at indikatoren udvikles af ministeriet (dvs. FI), og at faggrupperne (med deres videnskabelige ekspertise og faglige bagland) i den forbindelse optræder som videnskabelige rådgivere (udpeget af organisationen Rektorkollegiet/Danske Universiteter), men ikke nødvendigvis står inde for alle aspekter eller effekter af modellen. Præciseringen er væsentlig fordi mange medlemmer af faggrupperne har trukket sig ud af arbejdet i utilfredshed over fx felj og mangler i datamaterialet og FI's håndtering af dette og af dialogen med faggrupperne, eller pga. hele modellen som sådan. På ministeriets hjemmeside hedder det:

"Det har været meget vigtigt i udviklingen af indikatoren, at den forankres så bredt som muligt på universiteterne og blandt forskerne. Det er forskerne selv, der bedst ved, hvad der er de vigtigste tidsskrifter og forlag inden for deres fagområde. Derfor er der oprettet 68 faggrupper bestående af ca. 350 forskere, som har indstillet forslag til de vigtigste dele af indikatoren – listerne over tidsskrifter og forlag."

Situationen er reelt den, at en stor del af universiteternes forskere og faggruppernes medlemmer opfatter det som en model dikteret oppefra, og selv har rejst kritik af mange af dens aspekter, såvel principielle som tekniske.

Se også:

Hvad tæller en artikel - Om vægtning og point-tabeller,  introduktion til dette netsted,  faggruppe 68 - diverse nyt, 2009 niveaudelingsprocessen, notatet "NiveaudelingVerdenskl-v4.doc".