| 
  • If you are citizen of an European Union member nation, you may not use this service unless you are at least 16 years old.

  • You already know Dokkio is an AI-powered assistant to organize & manage your digital files & messages. Very soon, Dokkio will support Outlook as well as One Drive. Check it out today!

View
 

Den Bibliometriske Forskningsindikator - fordele og ulemper

This version was saved 14 years, 6 months ago View current version     Page history
Saved by Claus Emmeche
on September 9, 2009 at 10:35:17 am
 

Et bidrag til diskussion og analyse af den bibliometriske forskningsindikator i Danmark.

Denne side er endnu under opbygning.


Fordele

• Som led i argumentationen for indførelsen lå primært et ønske fra politisk hold om at universiteterne, hvis de skulle have flere basismidler, da skulle have tildelt disse "efter kvalitet" mht. deres ydelser indenfor forskning, undervisning, erhvervssamarbejder (videnspredning), patenter, evne til at tiltrække eksterne midler, og formidling, og man forestillede sig forskellige indikatorer for hver af disse ydelser. Universiteterne skulle altså konkurrere indbyrdes om de ekstra penge. Ved en sådan model for "konkurrenceudsættelse" ville fordelingen af penge til de enkelte universiteter foregå efter klare kriterier, og man ville komme ud over historisk begrundede skævheder fx mellem de gamle og de nye universiteter.

 • En samlet forskningsindikator ville medvirke til at synliggøre og lette adgangen til al forskning, ikke mindst på de humanistiske og samfundsvidenskabelige områder.

• "Desuden skal indikatoren være med til at motivere forskere inden for alle områder til at udgive i de mest anerkendte og mest prestigefyldte udgivelseskanaler." (cit. fra ministeriets side for indikaoren).

 

Ulemper / problemer

 

• Modellen - som oprindeligt er tænkt som middel til konkurrenceudsættelse af basismidler - skal måle output pr. universitet og belønne herefter, men det er ikke dokumenteret og der er ingen stærke grunde til at tro, at øget konkurrence mellem universitetene på de vilkår modellen medfører styrker forskningen generelt, fx dens mangfoldighed (på et økonomisk marked konkurrerer producenterne jo også på nicheprodukter).

 

• Modellen vil ikke "kun" være et teknisk-økonomisk redskab til allokering af ressourcer, men er tænkt adfærdsregulerende på niveauet for den forskning der udføres. Den er dermed et inddirekte indgreb i den akademiske frihed til at publicere i de tidskrifter, som forskerne selv finder relevante. Formelt kan forskerne fortsat publicere hvor de vil, men reelt vil deres ledere (institutledere, dekaner etc.) snart ånde dem i nakken hvis de i for høj grad ikke får ders ting ud i de 20 % højniveau tidskrifter, som står anført i modellens "autoritetslister" og som giver særligt mange point. - Men skal staten (Forsknings- og Innonationsstyrelsen) have autoritet over hvor den fri forskning kommunikerer sine resultater til det videnskabelige samfund?

 

• Et af problemerne er faggruppernes definition og afgrænsning hvor hver af de 68 faggrupper dækker ret brede områder med en række forskellige videnskabelige specialer. Mange videnskabelige specialer får således ingen eller ret få relevante niveau 2 tidskrifter at publicere i. Det gør modellens forestilling om sammenfald mellem reglen om at niveau 2 tidskrifter skal repræsentere de absolut førende tidskrifter på feltet, og reglen om at niveau 2 tidskrifter ialt for hver faggruppe kun må udgøre 20 % af verdensproduktionen temmelig problematisk.

 

• Tanken om at forskningsindikatoren skal "være med til at motivere forskere inden for alle områder til at udgive i de mest anerkendte og mest prestigefyldte udgivelseskanaler" virker besynderlig al den stund at denne motivation allerede ligger dybt i selve de normer, der gælder for universiteternes grundforskning, indikator eller ej. At det er et målesystem, der skal få forskerne til at søge at udgive i prestigefyldte tidsskrifter virker nærmest krænkende på den videnskabelige selvforståelse, da det insinuerer, at forskerne ikke allerede i tilstrækkelig grad går efter at opnå faglig og videnskabelig anerkendelse.

 

• Det er endnu uklart hvor stor en del af de samlede midler til universiteternes forskning, der efter indfasningen og de første prøveår skal fordeles, men det kan frygtes, at man langsomt vil skrue op for dens betydning og omlægge alle basismidler til "konkurrenceudsatte", og at dens virkninger allerede vil vise sig at have negative adfærdskonsekvenser på forskningens publikationsmønstre generelt, også selvom kun en mindre del af midlerne fordeles efter den.

 

• Faggruppernes rolle som givende indikatoren politisk legitimitet er i sig selv et problem. Der er grund til at understrege, at indikatoren udvikles af ministeriet (dvs. FI), og at faggrupperne (med deres videnskabelige ekspertise og faglige bagland) i den forbindelse optræder som videnskabelige rådgivere (udpeget af organisationen Rektorkollegiet/Danske Universiteter), men ikke nødvendigvis står inde for alle aspekter eller effekter af modellen. På ministeriets hjemmeside hedder det: "Det har været meget vigtigt i udviklingen af indikatoren, at den forankres så bredt som muligt på universiteterne og blandt forskerne. Det er forskerne selv, der bedst ved, hvad der er de vigtigste tidsskrifter og forlag inden for deres fagområde. Derfor er der oprettet 68 faggrupper bestående af ca. 350 forskere, som har indstillet forslag til de vigtigste dele af indikatoren – listerne over tidsskrifter og forlag." Situationen er reelt den, at universiteternes forskere, og også faggruppernes medlemmer, opfatter den som en model dikteret oppefra, og selv har rejst kritik af mange af dens aspekter, så vel principielle som tekniske.

 

 

 


Se også:

Hvad tæller en artikel - Om vægtning og point-tabellerintroduktion til dette netstedfaggruppe 68 - diverse nyt, 2009 niveaudelingsprocessen, notatet "NiveaudelingVerdenskl-v4.doc",  

 

Comments (0)

You don't have permission to comment on this page.